Nyhedsarkiv

1. maj på Gøglerskolen

En samlet Gøglerskolen fejrede, vanen tro, 1. maj i går.
Dagens løjer startede med PC, i ideologi-neutral lilla, som bød velkommen og præsenterede programmet.
Programmet bød først på 1. maj tale fra Asbjørn Steimle Pedersen, der er lokalpolitikker fra Enhedslisten. Bagefter gav Danse-linjens seje elever en smagsprøve på deres talent og efterfølgende havde vi besøg udefra, ved musikkollektivet ’FreaQ When Sees’ der havde sendt 3 talentfulde musikere på besøg.
Dagen sluttede af med lækker grillmad fra Cafe Tricks og så kaffe, kage og brætspil.

Se billeder fra dagen nedenunder.

Åben Mikrofon på Gøglerskolen

I fredags (d. 20. april) havde Gøglerskolen sit første ‘Åben mikrofon’ arrangement. Det bød på en blanding af spoken words, poesi og rap med optrædener både udefra og indefra.
PC var Toastmaster for arrangementet, og arrangementet startede i spoken word sporet med grupperne ’Fejl og Mangler’ samt ’Honey Glaze’. Efterfølgende læste Torshe og Viki, der er to af vores skriveelever, deres egne digte op. Til allersidst optrædte AY og Atir fra rap-linjen med tre af deres egne numre.

Efter koncerten blev der hygget igennem med kaffe og kage fra den altid gode café-linje, og brætspil hos Søren Karim og Per.
Se bare de hyggelige billeder nedenunder.

Ny lounge til danseeleverne

Eleverne på Danse-linjen fik en glædelig overraskelse da de kom hjem fra påskeferie.
Tekstil-linjens elever brugte nemlig dagene op til påskeferien på at istandsætte og dekorere en lounge til danseeleverne.
Den flotte graffiti er blevet tegnet af artist Frida Stiil Vium, som den 11 marts var på besøg og brugte den tomme væg til at øve sig på graffiti bogstaver. Vi er meget glade for den flotte graffiti og den dejlige nye lounge til eleverne.

En gøgler krydser sine spor

Onsdag d. 21 marts havde vi besøg af en af Gøglerskolens tidligere elever, Gurli Octavia, som stillede op til en stemningsfyldt koncert for skolens elever.
Gurli gik på Gøglerskolens Artist- linje og Café-linje i 2005/2006 og var glad for muligheden for at være kreativ og en ’weirdo’.
Nu går hun på musikkonservatoriet og er slået igennem på den danske ”New folk”-scene. Det er indtil videre blevet til 2 EP’er, ’Philophobia’ og ’Lunacy’.

Efter Gurli Octavias koncert sluttede en af Gøglerskolens nuværende elever fra Rap-linjen, Mohamad, koncerten af med et par eksempler på hans store talent.

Det var Rap-linjen som stillede op med det gode lydanlæg og sikrede at musikken og sangen stod knivskarpt!

Her fik livet mening: Gurlis gensyn med gøglerne

Tidligere elev på Gøglerskolen i Aarhus er blevet sanger og giver koncert på stedet.

Gurli Octavia sammen med Gøglerskolens leder P.C. Asmussen. Onsdag giver den tidligere elev koncert på skolen. Foto: Axel Schütt
Gurli Octavia sammen med Gøglerskolens leder P.C. Asmussen. Onsdag giver den tidligere elev koncert på skolen. Foto: Axel Schütt

AARHUS:
Hun hedder Gurli Octavia, fordi hun er født 8.8.88. Hun tilbragte en del af sine første år i livet i en hestetrukket cirkusvogn på landevejene. Siden rejste hun med familien Europa tyndt i bus om sommeren og kom på Gøglerskolen i Aarhus, da hun ikke havde det så nemt.

Onsdag 21. marts genser og genoplever hun den skole i Klosterport, hvor hun gik i et år for at finde fodfæste. Nu er det bare i en helt anden rolle. Hun står på scenen og giver koncert for dem, der nu går eller arbejder der.

29-årige Gurli Octavia er blevet kunstner, giver koncerter og har indspillet musik. Hun går på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus på linjen for sangskrivning.

Endnu kan hun ikke leve af kunsten, men klarer sig med SU under studierne, men det er hendes håb, at musikken bliver en levevej.

KONCERTEN
Gurli Octavia giver koncert onsdag 21. marts kl. 13 på Gøglerskolen i Aarhus. Der er ikke offentlig adgang, men tidligere elever kan være med.
Dejligt at være kreativ
Hun er glad for det år, hun havde på Gøglerskolen, hvor hun nu giver koncert. Hun begyndte der i efteråret 2005.

– Jeg var kun 16 år og vidste ikke, hvad jeg skulle i livet, var også lidt deprimeret indimellem, men var heldig at få et år på artistlinjen og siden et par måneder i køkkenet. Det var dejligt at få lov at være kreativ. På Gøglerskolen tog de sig af mig, og jeg havde gode mentorsamtaler. Men der blev også stillet krav, og der har da været samtaler om fremmødet, forklarer Gurli Octavia, der også var glad for at gå på Byhøjskolen i Aarhus.

– Begge steder er der plads til dem, der ikke lige har styr på alting, siger hun.

Som barn havde hun spillet saxofon i Oddergarden og gået på Randlev Skole og Parkvejens Skole i Odder, inden hun kom på efterskole i Ådalen i Hørning.

– Min første officielle udgivelse kom i efteråret 2016 og derefter kom to EPer i 2017, siger Gurli Octavia, der gav koncert på Atlas i Aarhus i efteråret 2017.

Frirum til alle
Sammen med sin kæreste bor hun nu i en kolonihave i Åbyhøj i den lyse tid og på et værelse i midtbyen om vinteren.

Hun glæder sig til koncerten på Gøglerskolen.

– Det bliver fedt at komme tilbage og spille en times tid, bare mig og min guitar, siger hun, der drømmer om at kunne leve af musikken. Hun er på fjerde semester på konservatoriet og mangler to semestre af sin bachelor.

Alt, hvad hun synger, skriver hun selv.

– Det hele er på engelsk. Jeg synes, det lyder lidt akavet på dansk, siger hun, der dog godt kunne finde på at synge noget på dansk.

– Så skal det være John Mogensen. Da vi rejste rundt i Europa i bus, hørte vi hans musik hele tiden, og jeg øver mig sommetider i nogle af hans sange, siger Gurli Octavia.

Hun bliver stadig nervøs, når hun skal optræde, og det vil hun også være onsdag, “men det er da længe siden, jeg er løbet fra scenen”.

Koncerten er en af nogle stykker, som Gøglerskolen laver med tidligere elever.

– Flere er blevet gode, for eksempel som rappere. Nogle viser noget helt andet, end de gjorde her. Der er et frirum til alle, men vi stiller krav, siger P.C. Asmussen, leder af Gøglerskolen.

Gøglerskolen – et moderne cirkus af muligheder

Magasinet Aarhus Panorama besøgte Gøglerskolen

Bag den gamle Chokoladefabrik i Aarhus gemmer sig en helt særlig skole. En Gøglerskole. Men hvad har ’gøgl’ og ’skole’ med hinanden at gøre? Og hvad laver man på sådan en skole? 

Magasinet Aarhus Panorama har besøgt skolen, og det blev et møde med artister, snedkere, designere og en masse unge mennesker, der lærer om både livet og sig selv.

Artiklen kan også læse i på Stiften.dk

Klik herunder for at læse artiklen på deres hjemmeside, og høre deres Podcast.

Hør deres PodCast (knap 7 minutter langt):

På magasinets hjemmeside kan du finde en Online-PDF med det seneste magasin.
Artiklen om Gøglerskolen finder du på siderne 48 – 52 i januar udgaven.

Se fotos af magasin-siderne …

Vidste du at….

Vi sætter i disse dage lidt ekstra fokus på fakta om skolen

Hverdagen på skolen er fyldt med gode oplevelser, gode kammerater og gode tider! Og så får vi endda penge for at have det sjovt!

 

Læs mere om Gøglerskolen her på hjemmesiden

Medie & Skrivekunst-linjen producerer hver uge 30 minutters Ungdoms-TV, som kan ses på Kanal Østjylland! Og det fejres!

 

Læs mere om Medie- og Skrivekunst-linjen

Ved at træne og øve med sin krop, bliver man også bedre til at forstå og udføre boglige opgaver. På Artist-linjen og på Danse-linjen trænes der fysisk hver dag, så du har altid mulighed for at få sved på panden!

 

Læs mere om Artist-linjen og Danse-linjen

På Idé & Tekstil-linjen produceres der med salg for øje, bl.a. til førende butikker i Aarhus. Men du kan også sy tøj til dig selv når du er elev på linjen.

 

Læs mere om Idé & Tekstil-linjen

Alle elever tilbydes støttende undervisning, ordblinde undervisning og mulighed for at tage 9. kl. afg. eksamen.

Læs mere om Hjernevaskeriet

Efter henved 30 år med Gøglerskolen, har vi udviklet vores egen filosofi og tilgang til undervisning og dannelse. På hjemmesiden kan du læse mere om tankerne og vores baggrund fra gøgler og artistverdenen, som bl.a. har ført til vores motto: “Stå på egne ben – og hænder!”

 

Læs mere om skolen

På Gøglerskolen tilbydes alle elever undervisning på ‘Hjernevaskeriet’. Her undervises bla. i dansk, engelsk og matematik. Med særlig støtte for ordblinde.
Du kan også tage 9. kl. afgangsprøver i dansk og matematik.

 

Læs mere Hjernevaskeriet

Eksempler fra skolens linjer:

• På Makerspace-linjen arbejdes der bl.a. med Lasercutter.

• På Træ & Design-linjen arbejdes med CNC fræser.

• På Medie-linjen lærer du at bruge alle Adobes nye programmer.


Kig forbi på skolen og oplev det med egne øjne og ører!

Glædelig gøglerjul!

Året er snart omme!

På Gøglerskolen fik vi bl.a. rundet af med en forrygende artist & danse forestilling, og et velbesøgt julemarked i de smukke rammer på den gamle chokoladefabrik i Klosterport midt i Aarhus.

2017 blev året hvor vi fik en lov om en ny 2-årig ungdomsuddannelse, den Forberedende GrundUddannelse, FGU, som Gøglerskolen bliver en del når den starter i august 2019. FGU’en kommer til at samle KUU, produktionsskoler og andre uddannelsesforberedende tilbud.

Vi er i fuld sving med arbejdet frem mod omlægningen til FGU’en og glæder os også til at blive en del af det nye flotte bevægelseshus i Gellerup, i daglig tale kaldet Cirkhuset.
Vi nyder heldigvis godt af gode legekammerater og samarbejdspartnere, som dig, i den udfordrende dagligdag og den spændende omlægningsproces. Tak for din opbakning i det forgangne år.
Nu ser vi frem til et år med gode nyskabende forandringer og forankringer, så vi kan fortsætte vores arbejde med at forberede vores unge mennesker på fremtiden!
I skrivende stund glæder vi os stadig til julegaven fra gøglerne på Cirkus Christiansborg! De jonglerer stadig rundt med detaljerne i den finanslov, som skal sikre vores elever en skoleydelse på niveau med den kommende FGU!
Vi tror på fremtiden, og lader julefreden sænke sig!
Med ønsket om en god gøgler jul og et rigtigt godt 2018.

Alt godt,
PC og Alle os på Gøglerskolen

Tak til Johanne Sørensen fra Medie & Skrivekunst-linjen, som har tegnet julekortet!

Juleafslutning i DGI byen

Traditionen tro mødtes alle elever og lærere til hygge, kamp og juleafslutning i DGI-byen.
En dejlig dag, med god stemning og en fin afrunding på en dejligt år med alle vores dejlige elever!
Tak for i år, vi ses efter nytår!

Første spadestik er taget til Cirk(h)uset

Det var en mærkedag som blev markeret i dag ved et arrangement i Gellerup!

 

Danselinjen optrådte sammen med mange andre, da det første spadestik blev taget, i anlæggelsen af det nye CIRK(H)USET, som Gøglerskolen bliver en del af.
Indenfor de kommende år opføres dette helt nye hus (en del af det samlede Sports- og Kulturcampus ‘Verdenspladsen’) CIRK(H)USET inviterer til idræt og kreativ udfoldelse i innovative og fleksible rammer for aktiviteter og en sund livsstil.

Citat fra projektbeskrivelsen:
Cirk(h)uset er mulighedernes hus. Fleksible og nytænkende rammer inviterer til en række aktiviteter indenfor cirkusinspireret bevægelse, klatring, gøgl, dans, musik, sceneoptræden og meget andet.
En række kernebrugere forventes at have til huse i Cirk(h)uset: Cirkus Tværs, Gøglerskolen, Aarhus Klatreklub og den hjemmehørende fodboldklub på kunstgræsbanen, ACFC.
Kernebrugerne er som faste aktører med til at sætte deres præg på bevægelseshuset og aktiviteterne på stedet. Samtidig åbner Cirk(h)uset op, når kernebrugerne inviterer til aktiviteter og arrangementer for gæster og borgere. Det er et hus, som inspirerer, og som skaber nye partnerskaber og synergier på tværs af aktiviteter og alder, køn og kulturel baggrund. Mulighederne er mange og alle er velkomne.
Cirk(h)uset har en scene til forestillinger, koncerter m.v., som er forbundet med friluftsscenen på Verdenspladsen.

Danselinjen optræder ved eventen for Cirk(h)uset 11. december 2017

Julemarked på Gøglerskolen

Husk at der er show og #julemarked i denne uge. Kom og se Danse- og Artistlinjerne optræde og køb fine julegaver til vores julemarked.

#gøglerskolen #goglerskolen #gøglerlife

Nu får eleverne råd til at gå i skole

Lederne af de tre produktionsskoler i Aarhus er tilfredse med ændringerne i skoleplanen. Fra venstre Karsten Larsen, P. C. Asmussen og Claus Bentsen. Foto: Hans Petersen

Ledere af produktionsskoler i Aarhus er begejstrede for den nye forberedende uddannelse.

AARHUS: Der er godt nyt for unge, der ikke lige passer ind i de bestående uddannelser, og lederne af de tre produktionsskoler i Aarhus er begejstrede for de nye muligheder.

I modsætning til nu skal eleverne gå to år på det, der kommer til at hedde Den Forberedende Grunduddannelse. Det er VUC (voksenundervisningen), EGU (erhvervsfaglig grunduddannelse), KUU (den kombinerede ungdomsuddannelse) og Produktionsskolerne, der kommer under én hat. Uddannelsen begynder 1. august 2019. Der er lagt op til, at der skal være én samlet leder i Aarhus, og den person findes ved opslag.

– Vi var højst bekymrede over det forslag, som var lagt frem, og heldigvis blev resultatet betydeligt bedre, siger P. C. Asmussen, leder af Gøglerskolen, der har hovedsæde i Klosterport og afdelinger rundt i byen.

– I det seneste år har produktionsskolerne haft 30 procent færre elever end tidligere. Det skyldes ikke mindst, at skoleydelsen var faldet betydeligt, så unge, der skulle betale for transport hertil, ikke havde råd til det, forklarer P. C. Asmussen.

– Lige nu ligger ydelsen lavere end kontanthjælpen, men den kommer op på samme niveau. Så nu får eleverne råd til at gå her, siger han.

Samtidig er der ændret på den overordnede finansiering. I det nye forslag finansierer kommunerne 65 procent af uddannelsen, staten resten. I det tidligere stod kommunerne for 100 procent. Lige nu er det 50-50.

– Og så giver den to-årige uddannelse langt bedre vilkår for at lære noget. Både fordi den er to-årig, og der er plads til almen indlæring, og fordi det fortsat skal foregå på mindre enheder i stedet for, som det var foreslået, at der blev lavet store skoler. Eleverne hos os har brug for overskuelighed i skolen. De skal ikke forsvinde i mængden, siger P. C. Asmussen.

Gode takter
– Der er mange gode takter og retning, og det to-årige er helt rigtigt, siger Claus Bentsen, forstander på Aarhus Produktionsskole – byens største – om den nye uddannelse. Han mener også, det er godt, at en større andel er almen undervisning, og at den gøres praktisk.

– De unge skal ikke kun sidde på skolebænken, siger han.

P. C. Asmussen bemærker også, at det nye indeholder en ordning med café.

– Det er væsentligt for de unge, at de får ordentlig mad, siger han.

VUC skal stå for den almene undervisning.

– Men de kreative fag er stadig fuldt anerkendt, så vi fortsat kan undervise i cirkus, musik og hiphop, siger P. C. Asmussen.

– Vi får muligheder for en ny og mere helhedsorienteret indsats med den unge i centrum. Hele forslaget bygger på, at FGU i Aarhus bygges på de tre produktionsskolers fundament, siger Karsten Larsen, der leder produktionsskolen i Egå.

Læs artiklen i STIFTEN