Unge piger genvinder selvtillid på Gøglerskolen

På Gøglerskolens danselinje i det centrale Aarhus får problemerne lov at fylde. De unge piger har mange forskellige baggrundshistorier og udfordringer. I dansen er de alle lige. Det skaber tryghed og plads til personlig udvikling.

Af Cecilie Als Mortensen

”.. 5, 6, 7, 8!”

Danseinstruktør Liv Crecesse råber takten an på produktionsskolen, Gøglerskolen, i det centrale Aarhus. Eleverne på danselinjen forbereder sig til deres næste store show i maj. Det hedder ”World of Dance” og er en international dansekonkurrence. I danselokalet på Ceres Allé står ni fokuserede piger med blikket rettet mod de store vægspejle for enden af salen. De følger Livs bevægelser i den nyeste koreografi. Tre siddende på gulvet. Resten stående.

Jagten på perfektion
En af piger er Christina Böttern Jensen. Hun er med sine 22 år den ældste elev på Gøglerskolens danselinje. Siddende på gulvet bevæger hun i takt med musikken sine håndflader over det gråfarvede linoleumsgulv.
Christina har altid klaret sig godt i skolen og var med egne ord en af de berømte 12-talspiger. Men et ubevidst pres fra familie og venner og kommentarer som ’selvfølgelig skal du da på universitet. Du skal da ikke holde sabbatår. Det du for klog til’ blev for meget for den unge pige.

”Der er et eller andet ubevidst pres fra omverdenen, som man skal leve op til. Man skal være perfekt, og hvis man ikke lige får 12-tallet, så er det en fejl. Jeg havde det ikke særlig godt på det tidspunkt, men jeg startede alligevel på en masse uddannelser, fordi det var det, folk forventede af mig.”

Efter mange forgæves forsøg på at starte på diverse ungdomsuddannelser blev depression og 60 mg antidepressiv medicin hverdag for Christina.

Tryghed giver plads til udvikling
Tonearten skifter, og de stående piger tramper i gulvet, mens de siddende klapper rytmen. Bang, bang, bangbang. To separate slag i gulvet, to hurtige i hænderne.

Pigerne puster sig op og skyder brystet frem. Løse hestehaler svinger i lokalet i takt med pigerne får mere og mere farve og glæde i ansigterne. De 9 piger kan noget. De er noget, når de danser yndefuldt men bestemt over gulvet.

En anden af pigerne er Maria Boje Nielsen. Hun har fundet sig selv igen gennem dansen. Efter at have været indlagt på psykiatrisk afdeling begyndte hun på produktionsskolen for halvandet år siden.

”Dansen har givet mig selvtillid, og jeg har lige så stille lært det sociale at kende igen. Før talte jeg ikke rigtig med nogle. Jeg ville ikke være besvær og satte bare et smil på. Men her på skolen kan jeg være mig selv,” fortæller Maria.

Tryghed er det, der har været vigtigst for hende. Før var hun som en stille mus, der krøb langs væggene for ar undgå opmærksomhed. Nu er hun i stedet en af de første til at vise nye trin for holdet, når underviseren introducerer nye koreografier. En fortid de to piger kun i dag kan smile og ryste på hovedet over.

”Jeg har fundet en tryghed her, som jeg ikke oplevede i folkeskolen. Det har givet mig ro til at være mig selv og først nu, hvor jeg er tryg, har jeg været i stand til at udvikle mig,” fortæller Maria.

Små skridt er vejen frem
Udover den daglige undervisning i linjefagene holder skolen også løbende samtaler med eleverne enkeltvis. Christina Böttern Jensen forklarer, at selvom samtalerne med vejleder Anni Stjerne ikke har været psykologiske forløb, så har de alligevel givet hende nogle redskaber, som hun kan arbejde med.

”Jeg har for eksempel lært at sige fra og arbejdet meget med at sige ’pyt’. Lærerne har været så gode til at se, hvad hver enkelt skal arbejde med for at rykke sig”

Anni Stjerne, fortæller, at det er små skridt ad gangen, som er med til at rykke eleverne. Hun ser det som noget positivt, at eleverne kan bruge tiden på noget godt, mens de finder ud af, hvem de er, og hvad de gerne vil efterfølgende.

”For nogle elever er det svært bare at komme ind over dørtrinet hos os. Perfekt er blevet det nye normal, og vi bliver målt og vurderet i alt både socialt og fagligt. Sådan er det ikke hos os. Vi har højt til loftet og giver plads til, at eleverne kan være dem de er,” fortæller Anni.

I dag er Christina fri for medicin og drømmer om en fremtid, hvor hun kan hjælpe andre unge.

”På skolen har problemerne fået lov at fylde. Det har virkelig været en stor hjælp for mig. Jeg har måske påtaget mig sådan lidt en storesøsterrolle, hvor jeg gerne vil hjælpe de andre. Og jeg kan bare mærke, at det er det, jeg gerne vil med mit liv. Jeg vil være noget for andre unge,” fortæller hun.