Syrisk kulturkaravane: Rap-elev spiller med verdensmusikensemble

syrisk-kulturkaravaneTil Syrisk Kulturkaravane på Street Art Academy i aften kan man blandt mange andre ting høre foreningen af verdensmusik og dansk rap.
Dunia, der blandt andet sammen med Refugees Of Rap indtager scenen, får nemlig besøg af rap-skoleeleven Wellejus (Viktor Wellejus). Sammen opfører de hans nummer “Vi må”.

 

På dagen er den unge mand ikke helt uden nerver. Det skyldes, at han ikke har øvet med Dunia, idet nummeret de skal spille til aftenens koncert bliver improvisation fra Dunias side. “De har blot fået at vide tempo, taktart og tonart til det originale musik”, siger rapperen.

“Jeg har kun set en youtube-video med Dunia, og det gav mig god grund til at tro, at de har styr på, hvad de laver.”

 

Til spørgsmålet om, hvad han forventer af aftenens oplevelse, svarer han: “Jeg tror det bliver sjovt, fordi jeg hører beatet samtidig som publikum.”

 

Nummeret “Vi må” handler om det, der sker i øjeblikket omkring indvandring. Det er et kritisk nummer om at tænke på hinanden, og det siger i følge rapperen “lige ud af posen, hvad folk gør forkert.”

 

Dunia er et verdensmusikensemble med musikere fra blandt andet Afghanistan, Balkan, Syrien, Israel, Cuba, der nu bor i Danmark. Gruppen spiller nye kompositioner, som trækker på traditionerne fra musikernes oprindelige hjemlande, men inkluderer og transcenderer disse.
Gruppen ledes af Morten Carlsen, der tidligere har været medlem af New Jungle Orchestra.

 

Til aftenens arrangement spiller også Refugees of Rap (ROR), der er et syrisk, palæstinensisk hiphop-band, hvis medlemmer kommer fra Yamouk-flygtningelejren uden for Damaskus, som huser 150.000 palæstinensere. ROR er i dag et stort navn overalt i Mellemøsten og Europa. Koncerterne i Aarhus er afslutning på en turne i Danmark, hvor de har undervist danske børn og unge i blandt andet freestyle RAP. Medlemmerne er i eksil i Paris.

 

Du kan se programmet til Syrisk Kulturkaravane, der foregår på forskellige lokationer fra 9. til 11. oktober her:http://www.goglerskolen.dk/da/nyheder/syrisk-kulturkaravane-i-aarhus-den…

 

Foto af Sayed Fahim Ziae