Den syriske kulturkaravane

den-syriske-kulturkaravaneRanders og Århus 7 – 11 oktober 2015.
Sjælland og Fyn 19 – 30 november 2015.

Syrien er for tiden på dagsordenen i Danmark:
Både på den politiske og den mellemfolkelige agenda. Den syriske kulturkaravane sætter fokus på flygtninges kulturelle ressourcer igennem musik fra deres højtstående kultur og med referencer, som kan føres tusindvis af år tilbage. Der er hermed mulighed for at opleve og lære af den rige syriske musikkultur. Musikken bliver fremført af nogle af de bedste musikere fra Syrien.

 

De mange rige ressourcer overdøves og glemmes som oftest i den offentlige debat og i de danske medier, der udelukkende viser borgerkrigens gru med en gennemgående negativ tone og vinkel på de syriske flygtninge og flygtninge generelt. En tone og en vinkel, som karavanen ønsker at udfordre ved at give musikere og kunstnere en platform og en stemme igennem musik, der med sit eget tydelige sprog viser, at vi har mere tilfælles end hvad der adskiller os. Derfor bør de behandles med ligeværdig respekt, og ikke bare opfattes som problemer, udfordringer, udgifter og passive kontanthjælpsmodtagere.

For de syriske flygtninge blandt publikum – for hvem festivallen vil være gratis – vil koncerterne fungere som empowerment eller styrkelse med udgangspunkt i deres musikalske identitet: De vil både blive ”bragt hjem” gennem musikken og opleve landsmænd i en stærk og givende position og dermed forhåbentlig få styrket følelsen af, at “her er noget vi kan”. Samtidig vil koncerterne vise, hvordan kunstnere fra Danmark og Mellemøsten kan mødes og skabe nye, fælles værker. Samarbejdet i Dunia kan betragtes som en show-case for integration, som peger på en musikalsk fremtid med gensidig inkludering og transcendens.

 

Karavanens ønske er igennem musikken at skabe bro imellem den danske og den syriske kultur og vise, at den eneste forskel på danskere og disse mennesker er, at deres livssituation i den grad er udfordret og har ændret sig radikalt fra det, de opfattede som deres hverdag.

 

I det omfang det lader sig gøre vil koncerterne under festivallen også blive placeret og arrangeret så nemt som muligt i forhold til flygtningenes dagligdag i Danmark. Af samme grund tilbyder vi gratis forplejning i form af et måltid mad og drikkevarer og transport til koncerterne for de syriske flygtninge. Dette med udgangspunkt i den virkelighed, at der grundet ny dansk lovgivning og flygtningenes livsituation generelt for manges vedkommende hverken er personligt eller økonomisk overskud og råderum.

 

Ved koncerterne vil publikum møde en række ensembler, der repræsenterer et bredt udsnit af syrisk musikkultur fra klassisk arabisk musik og folkemusik til moderne kompositionsmusik og hiphop. Ensemblerne er Maher Mahmoud Ensemble, verdensmusik orkestret Dunia, Refugees of Rap, samt en syrisk strygekvartet ledet af Sawsan Iskandar.

 

Maher Mahmoud er leder af det syriske ensemble og komponist/solist i Dunia. Musikere har været medlem af Det Syriske National Ensemble og uddannet fra Higher Institute of Music i Damaskus. Dunia er et verdensmusik ensemble med musikere fra Afghanistan, Balkan, Syrien, Israel, Cuba, der nu bor i Danmark. Gruppen spiller nye kompositioner, som trækker på traditionerne fra musikernes oprindelige hjemlande, men transcenderer og nyfortolker disse. Gruppen ledes af Morten Carlsen.

 

”Refugees of Rap” er et Syrisk Palæstinensisk hip hop band, hvis medlemmer kommer fra Yamouk flygtningelejr uden for Damaskus. De brugte musikken i deres oprør mod Assads regime i Syrien og optrådte i flere lande i Mellemøsten bl.a. i Operahuset i Cairo, indtil de fik dødstrusler fra sikkerhedspolitiet, deres studie blev ødelagt og de måtte flygte.

 

Sausan Iskadar String Quartet spiller partiturbaseret ny musik fra Syrien. Maher Mahmoud vil være solist i en komposition af Nouri Iskandar.

 

Lokale historiefortællere og musikere er også inviteret til at deltage i karavanen.